Anne Vibeke Friis Scherrebeck mistede i februar 2023 sin mand efter 52 år med kærlighed. Efterfølgende er hverdagen blevet en af de mange ting, der er blevet anderledes. Formålet har ændret sig, kærligheden er blevet envejs, men minderne de deler forsvinder dog aldrig.
Tekst af Tobias Nielsen
Billeder af Tobias Nielsen
Anne Vibeke havde lagt sin lejlighed i Hasle i baggrunden i troen om, at hun skulle med bus 124 mod Silkeborg, men før bussen ankomst modtager hun et opkald. Et opkald, der i tidens sammenhæng kan give håb eller frygt. Det første Anne Vibekes hører, er gråd. Frygten blev til virkelighed igennem det uventede telefonopkald fra hendes datter.
Ordene imellem gråden var nærmest uforståelige, men budskabet var ikke til at tage fejl. Opkaldet blev erstattet med et nyt opkald med en taxa, som blev afbrudt igen, da bussen mod Skejby alligevel ville være hurtigere.
Lyden af gråd fra Anne Vibekes datter betød ikke kun, at turen ikke gik til Silkeborg, men meget hurtigt mod Skejby Hospital, hvor Anne Vibekes mand og sjæleven lå indlagt. Det betød også, at Leif havde fået en meget voldsom hjerneblødning. Nyheden om Leifs anden hjerneblødning denne gang meget voldsommere end den første sendte chokbølger gennem hendes verden.
Leif havde fået hjerneblødningen over natten, men grundet manglende tjek, var det ikke opdaget før ved morgenstunden, og da Anne Vibeke kommer frem, er han ikke ved bevidsthed før mange dage efter.
Alle de mindre hverdagsting, der ellers havde en betydning, blev i tiden underordnet. Livet blev sat på pause, og verden blev kaotisk. Lejligheden blev erstattet med hospitalet, så Leif ikke var længere væk end hvad nødvendigt var. Dagene tog hinanden, og da Leif kom til bevidsthed igen, var han uden evne til at tale. Dog kunne han kommunikere ved at nikke, men muligheden som Anne Vibeke altid har haft for at snakke med ord, og have en samtale som de havde så mange af igennem deres tid sammen, var ikke længere muligt.
Imellem tiden havde han i længere tid været nyresyg, hvilket betød, at nyrerne mistede evnen til at fungere som kroppens rensningsanlæg. Leif havde oplevet nyresvigt, længe før han fik konstateret det, og som det er med nyresygdomme, kan det være meget vanskeligt at kende og vide symptomerne på det.
Anne Vibeke fornemmede dog, at der var noget galt, før lægerne selv anede det og undersøgte Leif. Hun kunne fornemme, at han havde en speciel forplumrethed, han var forvirret, symptomer, som står meget tydeligt frem, når man har kendt sin partner igennem 52 år. For Anne Vibeke var det meget tydeligt, han var forgiftet, og senere forstod hun, at det var fordi han ikke fik renset sit blod.
Månederne efter hjerneblødning gik det kaotisk frem og tilbage mellem adskillige forskellige afdelinger ved Skejby Hospital, nyremedicinsk afdeling, på Stroke, Hammel ved neurocenter, frem og tilbage på rehabiliteringscenteret, før han til sidst lå i nyremedicinsk afdeling ved Skejby efter førnævnte forgiftning i nyrerne. Ved Skejby igen var lægernes beslutninger blevet på at fjerne Leifs livgivende dialysemaskine, der hjalp med at få renset blodet som følge af nyresvigt.
Ved brug af dialysemaskinen kunne Leif have fået tre dage til en uge ekstra, som kunne have givet Anne Vibeke mulighed for at tage ordentlig afsked med hendes mand. Hun havde godt en idé om, at hver dag var en udsættelse af det uundgåelige. Grundet de mange problematikker, familien havde været igennem, var de godt opmærksomme på, at man altid kunne have gjort et trin anderledes, bedt dem om ikke at stoppe dialysemaskinen. Modsætningsvis var der dog en bevidsthed om ikke at tage skylden over på sig selv, selv når det til tider ikke føltes som andet end ens egen skyld.
Den kolde februar morgen ude i det kolossale Skejby hospitalsområde var en morgen, hvor Leif skulle have været flyttet ud til et hospice, hvor familien mirakuløst havde fået plads, men kroppen havde ikke mere at give af. Ugerne op til denne dag var gået med alverdens stressende praktiske ting. Anne Vibeke skulle have ryddet ud af Leifs personlige ejendele fra rehabiliteringscenteret, så dagene, hvor man ville have mulighed for at være sammen, kom aldrig. Godt nok var Leif ikke stærk, han havde ikke evnen til at tale, men Leif var endnu ved bevidsthed og kunne lytte til de ord, Anne Vibeke havde til ham.
“Jeg elsker dig,” blev der sagt til Leif, som ikke havde evnerne til at kunne svare tilbage. De kliniske, rene hvide vægge fyldte omgivelserne. Lyden af hospitalsgangenes linoleumsgulve, afdæmpede skraben, kunne fornemmes hver gang en sygeplejerske eller læge kom gående forbi på de lange gange. På sengen lå Leif med hans sidste vejrtrækninger. Anne Vibeke betragtede ham, indtil hun ikke kunne længere.
“Han trak vejret rigtig dybt og overfladisk. Og så udvidedes hans pupiller sig. Så vidste jeg jo godt, han var død. Han var jo så forgiftet.”
Hudfarven blev mere og mere gul, den varme Leif bar på igennem hans liv, var på vej væk fra ham. Og med et var de seneste måneder med stress og kaotiske situationer, rykken frem og tilbage mellem sygeafdelinger, hjerneblødninger, nyresvigt, slut. Det var slut. Et liv var over, langt før hvad det burde være.
Efterladt med en stor sorg og 52 år af kærlighed og minder følte Anne Vibeke sig nu mere alene end før. En sorg, rigtig mange har en genkendelig i, når man som ægtefælle eller søn eller datter bliver efterladt efter ens nærtståendes død, en dyb sorg, man ikke kan ignorere eller få til at gå væk bare sådan.
En sorg, som psykoterapeutstuderende Sif Holten til dagligt arbejder med. Sorg er, som det første igennem Sifs erfaringer, meget individuelt, det der går igen, er fundamentet af hvad sorg er.
”Det er jo følelsen af et tab som en person, der har været i en nær relation til en anden. Du kan selvfølgelig have en lettere sorg end andre, men det er som regel i en tæt relation til hinanden.”
Når der kommer til bearbejdelse af sorg, eventuelle virkninger og evner til at komme over sin sorg, er det at det ligger sig til individet, hvad der fungerer for den enkelte, er ikke nødvendigvis passende til den næste, som sorgforsker Mai-Britt Guldin har lagt mærke til.
”Reaktioner på sorg har en stor spændvidde. Nogle reagerer voldsomt og får mange symptomer, fx svagere immunforsvar, søvnforstyrrelser, mens andre reagerer mindre tydeligt. Det afhænger af, hvem man har mistet, hvad personen betød for én, og hvem man selv er.”
Det bliver kaldt kompliceret sorg, hvis den sorg, man har, ikke mindskes over tid, som den typisk gør hos flertallet af dem i sorg, men hvor den der oplever kompliceret sorg, kan præge personens humør, og sorgen her er meget intens, hvor Mai-Britt vurderer, at sådan sorg kræver behandling, da det ellers kan blive mere vanskeligt at slippe af med sorgen.
En behandling har ikke været helt nødvendig for Anne Vibeke, som starter en yderligere bearbejdelse af hendes sorg ved at starte i en sorggruppe efter det kommende nytår, der giver en hjælp til at få luftet ud. Hun tror på, at det bestemt er en hjælp i den retning, hun personligt har behov for, ikke for at kunne komme videre, men for at udnytte muligheden der er i at have nogen mere uformelle samtaler.
”Det at snakke med andre mennesker, som også har det tæt inde på livet. Ikke fordi vi alle sammen er ens, men man kan jo inspirere hinanden til forskelligt, og man kan rumme hinanden, og når du rummer den anden, rummer du også dig selv.”
Da sorgen rammer så forskelligt, gør det også meget vanskeligt for den i sorg ikke at kunne føle sig ensom og alene med de følelser af sorg, da det mærkes som at man er alene med de følelser, og andre ikke kan forstå præcis, hvordan ens sorg rammer en. Den sorg kan muligvis ikke fixes, men bearbejdes og i de fleste tilfælde dæmpes ved hjælp af blandt andet sorggrupper.
Sif Holten mener også, at sorggrupper er vejen frem for dem, der oplever sorg gennem tab af en ægtefælle, også dem der har oplevet en kompliceret sorg. Da det enorme tomrum, der bliver efterladt efter døden, også lynhurtigt bliver til en enorm ensomhed, som ville kunne hjælpes ved at mødes med andre der har oplevet lignende tab og til dels lignende følelser af at være alene.
“Man kan føle, at man ikke kommer videre, mens andre synes man skal. I en sorggruppe ser man, at andre har det på samme måde. Man er ikke så anderledes. Det kan være støttende at høre andres oplevelser og motiverende at have nogen at identificere sig med.”
Sorggrupper opfordrer Merete Dam fra Ældre Sagen, der er ansvarlig for sorggrupper i Københavns afdeling, også til og henviser ældre med sorg til at overveje og udnytte mulighederne, der er for at være med i en sorggruppe.
Som leder for adskillige sorggrupper ser hun også en positiv effekt hos dem, der gør brug af tilbuddet, dog også med en negativ kurve i form af at tilbuddet er baseret på frivillige initiativer, hvilket gør, at man kan se en tendens til, at nogen ældre faktisk fravælger grupperne og undlader at dukke op, da der ingen forpligtelse er til fremmøde. Derfor har ideen om at indføre et symbolsk beløb været oppe at vende.
De, der bliver i sorggruppen og udnytter tilbuddet, oplever Merete kun har en positiv hjælp for at afvikle sorgen og forebygge ensomheden for dem. For Merete selv har hun også tidligere udnyttet en sorggruppes potentiale, der for hende giver en følelse af, at man ikke er den eneste, der har en sorg.
“Når man var der, kunne man føle sig lidt tryg, fordi de alle sammen havde mistet noget af sig selv. Det var ikke kun en selv.”
Heri taler også sorggruppens aftale om at sikre sig deres neutralitet igennem tavshedspligt for at sikre et privat rum, hvor brugerne af sorggrupperne frit kan tale om deres følelser og tanker, uden bekymringer om at uvedkommende gør brug af deres private samtaler.
Muligheden for at være en del af en sorggruppe ville dog aldrig ændre på Anne Vibekes store savn til Leif, et savn der eksisterer hver dag, ved hvert måltid. Efter at have vokset sammen igennem 52 år, var der mere en brug for at være alene for at kunne bearbejde det savn, der blev efterladt. Selvom 52 år lyder af meget, så betyder tiden for Anne Vibeke ikke mere end den forbundethed, der blev skabt, og som gør tabet og savnet sværere.
Det handler for Anne Vibeke ikke så meget om ensomheden, som det gør at kunne koncentrere sig for noget. Her har hun ønsker om at få læst en af de mange bøger, der udgør bogreolerne igen, som ellers har været mere eller mindre uberørte det seneste års tid. Et af de andre helt store savn er muligheden for romantik og daglig fysisk kontakt med Leif. Med en direkte kontakt og kærlighed, der blev afbrudt efter at have været muligt mere eller mindre uafbrudt i 52 år, er hverdagen nu foruden kys og nærvær, som ellers fyldte førhen.
Det, der holder Anne Vibeke i gang, er troen om forbundethed. Trods at Leif ikke længere er i nærheden til at kunne give et kram eller være tilgængelig for at høre ens bekymringer, er der stadig for Anne Vibeke en forbundethed, der hjælper hende igennem hverdagen. Hun har sine personlige måder at være i forbindelse med Leif på. Kærligheden døde ikke sammen med Leif, selvom meget af den fysiske og direkte kærlighed måske ikke længere kan eksistere, er der stadig minderne, følelserne og troen, der forbinder kærligheden for Anne Vibeke mellem det døde og det levende, lever Leif videre.